28 dage efter transplantation er Michael Ziegler trappet yderligere ud af den immundæmpende medicin.
Han er tilbage på Rigshospitalet for at få svar på den første analyse af, hvordan kroppen har taget imod stamcellerne.
- Alt i alt ser det ud, som det skal her en måned efter transplantationen, fortæller hans læge og tilføjer:
- Vi forventer ikke, at man kan så meget på nuværende tidspunkt. De fleste er dødtrætte, og man kan have lidt småsymptomer, så bare at passe sig selv, sørger for at få noget at spise, komme i bad og måske gå en tur, det er det, man kan forvente lige nu, forklarer Michael Zieglers læge.
Tilbage på rådhuset
Der går dog alligevel ikke lang tid, før Michael Ziegler har planlagt et møde med den midlertidige borgmester, Kurt Scheelsbeck på Høje-Taastrup Rådhus.
I samråd med sin læge har Michael Ziegler nemlig valgt, at han skal raskmeldes.
- Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvordan det bliver at vende tilbage. Jeg tror godt, det kan blive følelsesladet. Nu har jeg gået så længe og talt ned og overvejet, hvornår jeg mon kan komme tilbage, fortæller han til sin partikollega.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)